Energizer

Energizers er fysiske og/eller mentale øvelser af 5-10 minutters varighed, som kan bruges til at skabe øget koncentration, energi og kreativitet i dagligdagen. 

Energizers kan bruges når som helst og hvor som helst. Her er nogle eksempler: 

  • De kan bruges til at ryste folk sammen meget hurtigt, så vi hurtigere kan lære hinanden at kende, så vi hurtigere tør tale om det, der virkelig ligger os på sinde 
  • De indebærer oftest fysisk aktivitet, hvilket skærper koncentrationen og øger energien og indlæringsevnen 
  • De får os til at grine 
  • De giver os lejlighed til at dumme os sammen (på den sjove måde), så vi kan slappe af og turde lave fejl i stedet for at bruge energien på at virke smarte i de andres øjne
  • De skaber et kreativt miljø, fordi de tillader os at lege og grine sammen 
  • De træner vores hjerne og koncentration, fordi de ofte stiller krav til vores kombinationsevne og hurtighed 
  • De viser os fra nye sider, så vi bedre kan udnytte hinandens fulde potentiale


Alle har som udgangspunkt lyst til at lege og blive udfordret, men kunsten ligger i at servere energizerne rigtigt og i den rigtige rækkefølge. 

Hvordan gør du?

Vælg de energizers, som du selv synes er sjove. Det er langt nemmere at motivere andre til at lave energizeren, hvis de kan mærke, at du selv kan lide den. 

Prøv dem eventuelt af med familien eller kollegaerne, inden du prøver den på “fremmede”. Det kan give dig en sikkerhed i præsentationen, som gør det nemmere at få andre med på øvelsen. 

Præsenter energizeren begejstret og selvsikkert. Start f.eks. med at sige “Ligesom store kunstnere eller idrætsudøvere er det vigtigt at varme mentalt og fysisk op, inden vi starter på en svær opgave”. Når folk står klar ude på gulvet, så forklar hvad øvelsen går ud på og sig eventuelt et par ord om, hvorfor vi laver den (ikke en længere afhandling). Sig f.eks. “Læringsforskningen viser, at vi lærer bedre og mere koncentreret, hvis vi supplerer faglig indlæring med fysiske og mentale afbræk” eller “Kreativitetsforskningen viser, at det er afgørende for vores evne til at arbejde kreativt, at vi tør “dumme” os. Derfor laver vi et par øvelser, der skal få os til at “dumme” os sammen. Så har vi alle gjort det helt fra starten og kan bedre arbejde kreativt bagefter”. 

Vær forberedt på at møde modstand. Du vil altid opleve, at en del af deltagerne ikke virker som om, de har lyst til at være med. Men husk, de er bare usikre, fordi de ikke har prøvet det før. Derfor er det også vigtigt, at du prøver at skabe tryghed blandt deltagerne ved at sikre, at der ikke bliver lavet grin med dem, der klodser i det og ved at være positiv og opbakkende. 

Sidst opdateret 24.08.2016

Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

Fandt du siden nyttig?

Sundhedsambassadør Anette Anker tlf: 73 76 86 49 aa@aabenraa.dk