Evolutionslegen

Evolutionslegen
Formål: At grine og at bevæge sig

Tid: ca. 7-10 minutter 
Krav:
Rigeligt med gulvplads.
Alle skal bevæge sig rundt.
Egner sig bedst til gruppestørrelse: 6-1000

Vejledning:
Målet for deltagerne er at bevæge sig fra evolutionens første stadie; Ægget; gennem urfuglen og dinosaurusen, for at ende som superhelt. 

I første runde går alle rundt på gulvet som æg. Ægget vises ved at man går med hænderne foldet over hovedet, krummet sammen mens man siger ”æg-æg-æg-æg”. 

Når et æg møder et andet æg stopper de op og laver ”sten-papir-saks”. Vinderen udvikler sig til næste evolutionsstadie, som er urfuglen. Taberen forbliver æg, men kan fortsætte med at opsøge andre æg. 

Urfuglen er kendetegnet ved at baske med armene, mens den med en skinger stemme siger ”Uuurfugl-uuurfugl”. 

Når urfuglen møder et æg, sker der ikke noget, men når en urfugl møder en anden urfugl laver de ”sten-papir-saks” igen. Vinderen udvikler sig til dinosaurus, mens taberen forbliver urfugl. 

Dinosaurusen er kendetegnet ved, at den ene arm er bøjet bagud og ned, som en hale, mens den anden er bøjet foran og op, som et hoved på en hals. Mens man går rundt på denne måde, siger man ”dinosaurus-dinosaurus”. 

Når en dinosaurus møder en urfugl eller et æg,  sker der ikke noget. Når en dinosaurus møder en anden dinosaurus, laver de sten-papir-saks. Vinderen når evolutionens højeste stadie, som er superhelten, mens taberen forbliver dinosaurus. 

Når man bliver superhelt, stiller man sig i en rundkreds omkring de øvrige, mens man stiller sig i superheltepositur (f.eks. som supermand med en knyttet næve i vejret foran sig) og højlydt synger eller nynner superhelte temaer. 

Legen er færdig, når der kun er et æg, en urfugl og en dinosaurus tilbage og alle andre står som superhelte. 

Sidst opdateret 24.08.2016

Del denne side med verden eller bare en ven på Facebook, Twitter, Google+, LinkedIn eller mail.

Fandt du siden nyttig?

Sundhedsambassadør Anette Anker tlf: 73 76 86 49 aa@aabenraa.dk